SailGP

Sådan føles det at sejle en SailGP-båd, der flyver med 100 km/t

Jonathan Turner
Jonathan Turner
July 14, 2021

Forbløffende hastigheder, sensationelle nær-ved-uheld og kæntringer – SailGP-kaptajnen lever ikke et stille liv.

Forbløffende hastigheder, sensationelle nær-ved-uheld og kæntringer – SailGP-kaptajnen lever ikke et stille liv.

Forbløffende hastigheder, sensationelle nær-ved-uheld og kæntringer – SailGP-kaptajnen lever ikke et stille liv.

Det er ikke alle, der kan stå ved roret af en supercharged, foilende F50-katamaran. At sejle en af disse racermaskiner ved hastigheder på over 100 km/t kræver fremragende taktisk omtanke, ekspertbeslutninger og nerver af stål.

Antallet af mennesker, der har sejlet en F50-båd i SailGP svarer til antallet af mennesker, som har været på månen.

Og ifølge Nicolai Sehested, kaptajn på Danmarks SailGP Team, præsenteret af ROCKWOOL Group, ville den ideelle jobprofil være en person med et meget specifikt kompetenceområde.

"Jeg tror, at hvis man skulle designe den perfekte SailGP-kaptajn, skulle denne have samme mentale fokus som en stormester i skak, en olympisk svømmers udholdenhed, en skateboarders balance og en bombeeksperts rolige hænder og sindsligevægt!" griner han.

Erfaring er lig med ekspertise

Og det er uden at nævne de mange hundrede timers sejlads med disse unikke både, da det er den eneste måde hvorpå man virkelig kan blive fortrolig med at flyve en 50-fods katamaran, få meter over vandet. ”Når du gør det igen og igen, vil du opleve, at tingene begynder at føles mere normale”, tilføjer Sehested.

"Det er ikke tilfældigt, at de bedste kaptajner på bådene ofte er dem, der har brugt mest tid på at sejle dem," tilføjer han.

"Det lyder måske nok som en kliche, men man skal betragte båden som en forlængelse af sig selv. For at få succes i SailGP skal du først og fremmest kunne placere båden der, hvor du vil have den – og det er meget sværere, end det ser ud til."

Selve rorpinden – eller rattet – føles let og er faktisk så følsom, at man kan dreje den med lillefingeren.

"Hvis vi sejler i en lige linje, kan jeg styre hele båden med en enkelt finger," forklarer Sehested. "Men det er en helt anden historie at vende båden."

Tre gange tyngdekraften

Åh, vendingerne. Når den fuldt belastede F50 stagvender eller halser, genererer den en utrolig høj G-kraft på helt op til 3G – det samme som en astronaut udsættes for under opsendelse og nok til at fjerne ilten fra en voksen utrænet hjerne.

"Det øjeblik, hvor man bevæger sig ind i en vending, føles som en rutsjebane – jeg sætter benet på siden af båden for at skubbe mod rattet og klemme det så hårdt, jeg kan," tilføjer han.

"Det er faktisk ret vanvittigt, hvor meget kraft disse både genererer. Grundlæggende har du nok kraft til at sende en 737 i luften med et tryk på en knap."

På SailGP F50-katamaranen er der to rorpinde, som er forbundet med rorene. De lodrette, vingelignende vedhæng, der er monteret under båden.

Ligesom i alle andre bådtyper fungerer roret på F50 ved at aflede vandstrømmen. Når kaptajnen drejer rattet, rammer vandet roret med øget kraft på den ene side og reduceret kraft på den anden. Roret bevæger sig i retning af det lavere tryk, og det samme gør stævnen, hvilket drejer båden.

Ror designet til ekstreme hastigheder

På disse topmoderne både er det selvfølgelig ikke helt så lige til. Rorene er designet til at kunne tåle ekstreme hastigheder – og er fremstillet af robuste materialer med stålkerne og kulfiber på ydersiden.

Trods deres næsten brudsikre materialesammensætning kan de bøje sig op til en meter til hver side under fuld belastning.

"Til tider kan roret i luv belastes med helt op til 2,5 ton – det svarer til, at der sidder en voksen elefant på siden af båden," fortsætter Sehested.

"Så det er virkelig vigtigt, at jeg ikke får for meget slagside, da båden ellers vil kæntre og sandsynligvis kaste alle over bord."

Når båden sejler for fuld fart, skubber roret i læ opad for at forhindre båden i at blive presset ned i vandet – mens roret i luv suger nedad i en negativ vinkel.

Rorene er designet til at være meget tilpasningsdygtige – med rorhældning og forskellige indstillinger, der optimerer, hvordan rorene skærer sig gennem vandet med minimal drag. Det giver ekstra ‘hestekræfter’ under manøvrerne.

Sehested har en farverig drejeknap til indstilling af rorets hældning, en opgave han deler med Flight Controller Rasmus Kostner, der har en knap til indstilling af hældningsdifferentialet til maksimum (bruges under foiling), en til neutral (ingen foiling) og to mere til mindre justeringer, 0,3 grader, af hældningen.

Kan tilpasses for optimal ydeevne

Og ligesom bådens foils kan udskiftes indbyrdes, kan rorene det også. SailGP-holdene bruger lette luftror i vindområdet fra 4-14 knob og skifter til højhastighedsrorene ved alt over 15 knob. Dette sikrer maksimal hastighed og balance under forskellige vejrforhold.

Lyder det kompliceret? Det er det!. Og, med syv andre hold, der alle presser dig til det yderste i jagten på marginalerne, får du et billede af, hvor stressende og medrivende kapsejlads i disse både er.

"Når jeg når den hektiske startlinje i et SailGP-løb, kan mit hjerte slå 150 slag i minuttet, det samme som hos en Formel 1-kører," tilføjer Sehested.

Gå Beneath the Surface