TECLIT er et helt nyt, robust system til isolering af kolde rør og kølerør til både komfort- og industrikøl. Systemet, der netop er valgt til en udvidelse af eksisterende køleanlæg i et offentligt byggeri, sikrer både mod kondens og energitab, mindsker installationstiden og får positive anmeldelser af den tekniske isolatør.
Modernisering af større både offentlige og private bygninger kræver ofte en renovering og fornyelse af de tekniske installationer. Sådan er det også på dette offentlige byggeri i Jylland, hvor renovering og ombygning af de eksisterende installationer betyder, at det eksisterende køleanlæg skal udvides til et helt nyt ventilationsanlæg. Anlægget skal sikre bedre indeklima, ventilation og svalende aircondition for fremtidens brugere.
VVS-entreprisen er vundet af Krenk VVS, og opgaven med at isolere rørene er udført af AP Isolering, hvor teknisk isolatør Arno Pedersen har afprøvet et helt nyt system til teknisk isolering baseret på brandsikker og energivenlig stenuld. Systemet, der lanceres af ROCKWOOL, hedder TECLIT og består af bl.a. rørskåle, isolerede bæringer, lamelmåtter og forskellige alutape.
- Det er en virkelig fin rørskål. Den er mere medgørlig end andre løsninger på markedet - lidt blødere end rørskål 800 og lidt fastere end universal rørskål. Den er nem at arbejde med og nem at sætte på rør. Især er systemet nemt at køre hen over bøjninger og muffer og nemmere at trykke sammen end alternative systemer, forklarer Arno Pedersen efter at have arbejdet med ROCKWOOLs nye TECLIT-system.
Samlinger og rørskåle lukkes med en særlig TECLIT-alutape, der betyder, at isolatøren undgår at skulle bruge lim, der giver lugtgener på hele byggepladsen.
- For mig kræver tapen en smule tilvænning, da den kommer på ruller med papirstrimmel på bagsiden. Men det er i småtingsafdelingen i forhold til de øvrige fordele, systemet giver, siger Arno Pedersen og fortsætter:
- TECLIT-rørskåle og lamelmåtter er nemmere at montere rundt om rør og nemme at skære til. Det gør systemet nemmere at arbejde med rundt om blandesløjfer og bøjninger, idet det er meget mere medgørligt. Desuden sidder det pænere bagefter, fortæller Arno på baggrund af sine første erfaringer.
Da det nye ventilationsanlæg er blevet installeret i bygningens eksisterende kælder, der nu fungerer som generelt teknikrum, er løsningen afleveret med en lysegrå PVC-folie. Den gør både vedligeholdelsen af de synlige rør nemmere og beskytter rørene og den forstærkede alufolie, som er systemets robuste dampspærre. Til TECLIT-systemet hører isolerede bæringer, der monteres af VVS-installatøren. Bæringerne har en særlig kliklås, der gør dem ekstra nemme at arbejde med og minimerer installationstiden.