Den grundlæggende nøgleparameter for enhver isoleringsløsning er naturligvis isoleringsevnen (lambdaværdien). For ROCKWOOL stenuld skyldes isoleringsevnen stillestående luft mellem fibrene – en mekanisme, der ikke ændrer sig over tid, hvilket også fremgår af produktstandarden (EN 13162).
For andre materialer kan isoleringsevnen i højere grad afhænge af indkapslede gasser, som kan sive ud og dermed forringe ydeevnen. Det fremgår også af standarderne for PIR/PUR (EN 13165) og fenolskum (EN 13166), hvor den deklarerede værdi er et gennemsnit over 25 år. Men hvad er lambdaværdien efter 25 år – og derefter? Ifølge BR18 er kravet til bygningers klimapåvirkning fastsat ud fra en levetid på 50 år, og i virkeligheden vil de fleste konstruktioner stå endnu længere. 25 år er derfor en forsvindende kort periode i forhold til en bygnings forventede levetid.
Transparens er derfor afgørende, hvis vi skal bygge langsigtet.
Højere lambdaværdi end oprindeligt deklareret er målt i fire isoleringsprøver af fenolskum, som netop er udtaget fra en bygning og testet af SINTEF med en måleusikkerhed på +/- 1,9%. For to af isoleringsprøverne blev der også målt lambdaværdi i isoleringens kerne, hvor de isolerende gasser må antages at være intakte.
Lambdaværdierne for 5 ud af 6 testresultater af Kingspan Insulation ApS’ Kooltherm K12-produkter, der er produceret i 2016 og 2017 og deklareret i henhold til gældende standarder, er ved målinger gennemført ved syn og skøn i sag BS-47797/2024-OLR ved Østre Landsret konstateret at være 2-32 % højere end de deklarerede værdier, når produkternes lambdaværdier måles konkret efter at have været brugt som isoleringsmateriale i minimum 7 år.
Det medfører forringet isoleringsevne og dermed højere energiforbrug.
Skal vi bygge robust og energieffektivt, skal vi kunne stole på producenternes markedsføring af isoleringens ydeevne – gennem hele bygningens levetid.
