Når dette års EuroSkills 2025 løber af stablen til september, er det under sloganet #Skilledforagreenerfuture, med fokus på fællesskabet og på, hvordan man ved hjælp af de rigtige produkter og dygtige lærlinge kan se ind i en fremtid med mere holdbart byggeri.
Det var med en stor portion stolthed, at Nicklas Veber Stryhn i 2022 kunne kalde sig Danmarks bedste tømrerlærling. Flere tusinde arbejdstimer havde givet pote og ledte ham videre til verdensmesterskabet for tømrere i Basel, hvor han opnåede en flot 7. plads. Selvom Nicklas Veber Stryhn ikke selv stiller op til dette års EuroSkills, er han med som træner for tømrerlærlingen Lars Corneliussen, der skal kæmpe om guldet:
- Jeg glæder mig meget til at følge konkurrencen, og jeg synes, det er fedt, at en virksomhed som ROCKWOOL støtter op om håndværkerfagene. Det er med til at sætte fokus på det faglige fællesskab, sammenholdet og vigtigheden af at uddanne den nye generation af tømrere, fortæller Nicklas Veber Stryhn.
ROCKWOOL har fokus på fremtidens byggeri
Temaet for dette års EuroSkills er #Skilledforagreenerfuture, hvor der er fokus på fremtidens byggeri og at mindske klimabelastningen. Det er en agenda, som fagsponsoren for tømrerne ROCKWOOL deler.
- Som fagsponsor for konkurrencen er det inspirerende at se, hvordan unge danske talenter tager ejerskab over fremtidens byggeri. De er dem, der skal drive udviklingen og sikre, at holdbare løsninger bliver standard for kommende generationer. De unge er vores fremtid, og deres udvikling vil vi meget gerne støtte op om, fortæller Thomas Striegler, Marketing Manager hos ROCKWOOL.
Netop årets tema, som fokuserer på, hvordan man bygger mere ansvarligt og fremtidssikret, fylder på danske erhvervsskoler, og det er et fokus, som ROCKWOOL bakker op om. At uddanne de unge lærlinge i klimakrav, holdbarhed og reducering af ressourcespild, ser ROCKWOOL som nøglepunkter for fremtidens byggeri. Et fokuspunkt, der også fylder mere og mere på tømreruddannelsen:
-På hovedforløbene bliver vi undervist i, hvad CO2-aftrykket er på de byggerier, vi arbejder med og jeg oplever generelt der er et større fokus på at mindske klimabelastningen og øge genanvendeligheden, fortæller Nicklas Veber Stryhn.
Fra skolebænken til lærepladsen
Undervisningen på erhvervsskolerne kommer ikke kun lærlingene til gode. Ude på arbejdspladserne får lærlingene lov til at byde ind med elementer fra undervisningen, som kan være med til at skabe fremtidens byggeri:
- Svende i faget er vant til at gøre tingene på én måde, og derfor er det fedt, at vi kan komme som lærlinge og foreslå nye input, som vi har lært i undervisningen, det kan være alt fra materialevalg til valg af værktøj, afslutter Nicklas Veber Stryhn.
Både Nicklas Veber Stryhn og ROCKWOOL glæder sig til at følge EuroSkills 2025 i Herning 9.-13. september og forhåbentligt opleve endnu en dansk sejr på hjemmebane.