JC Nedrivning vil genbesøge affaldsfraktioner

9. oktober 2024

JC Nedrivning har mere end 20 års erfaring inden for nedrivnings- og miljøopgaver og leverer i dag isoleringsaffald til sortering hos RGS Nordic. Vi har sat os ned sammen med JC Nedrivnings Tilbudschef, Morten Widtfeldt, for at se stenuldsfraktionen fra en nedrivers perspektiv.

Hidtil har vi set isoleringsaffald som lidt en biting, men det er vi godt i gang med at lave om på”, siger Morten Widtfeldt.

De nye regler for selektiv nedrivning og ressourcekortlægningen af bygninger over 250 m2 har ifølge JC Nedrivning kickstartet en intern proces i virksomheden, hvor man nu genbesøger affaldsfraktioner for at finde realistiske muligheder for genbrug og genanvendelse.  

Vi skal til at gentænke måden, vi arbejder på. Fokus for os har været meget på slutproduktet, men nu skal vi også demonstrere, at vi kan sende renere fraktioner videre til direkte genbrug eller genanvendelse. Det vil automatisk komme til at påvirke de grovere sorteringer, vi har i dag, herunder isolering”, forklarer Morten. 

Virksomheden tror på, at det nye fokus på renere fraktioner ikke nødvendigvis vil betyde merarbejde og dyrere bortskaffelse. Tværtimod mener Morten, at det kan ende med at blive en god forretning:

I alle årene har affald været en udgift, men ved at have mere internt fokus på afsætning til genbrug og genanvendelse, så kan vi ofte afhænde gode ressourcer til genbrug gratis eller billigere end de grovere affaldsfraktioner”. 

En af de affaldsfraktioner JC Nedrivning kigger ind i, er isolering. Her fortæller Morten, at der i dag er en række ting, der spænder ben for genanvendelse af stenuldsfraktionen ude på byggepladsen, og her er det, måske overraskende, ikke nødvendigvis tiden, der er det afgørende:

Vi har nedrevet eller renoveret bygninger fra 1600-tallet til 2015. Det siger sig selv, at byggestilen og byggeaffaldet rent fysisk i udseende er meget forskelligt fra årti til årti. Det er vores opfattelse, at isolering, herunder stenuld, også har ændret udseende igennem tiden. Det kræver derfor ekstra benarbejde for vores folk at kunne genkende stenuld”, siger Morten Widtfeldt.      

Det glæder derfor Morten at høre, at ROCKWOOL og RGS Nordic har en sorteringsguide med billeder af egnet stenuldsisolering til genanvendelse på vej. Men han så gerne, at man gik skridtet videre:

Vi ser frem til at kunne omdele piktogrammer eller produktblade for stenuld til vores medarbejdere. Så længe de kan afkodes af en person klædt i beskyttelsesdragt og med åndeværn, så vil de gøre en forskel.

Jeg så dog gerne, at der var mulighed for at kontakte en ekspert hos ROCKWOOL eller RGS Nordic, der kunne hjælpe vores folk, når de bliver i tvivl. Tænk hvis man kunne Facetime og få svar på, om den isolering, man har fat i, reelt kan genanvendes”, udtaler Morten Widtfeldt.    

Når en medarbejder først har lært stenuldsisoleringen af kende som fraktion, så er opgaven med en finere sortering ifølge JC Nedrivning ikke en krævende opgave: 

Når vi skal pille et tag af et hus, så udsorterer vi jo allerede tegl, træ, murbrokker og isolering for sig. Det er ikke nødvendigvis en ekstraopgave at skulle kildesortere isoleringen bedre. Det kræver måske bare en mand med to poser i stedet for én” afrunder Morten Widtfeldt.

Rockcycle Jubilæumskatalog 2024