I går afholdt ROCKWOOL et webinar, hvor panelet bestående af repræsentanter fra forskellige dele af byggeriets værdikæde mødtes foran cirka 300 tilhørere til en diskussion om de nye klimakrav i Bygningsreglementet. Et vigtigt omdrejningspunkt i drøftelserne var den fælles bekymring for, hvordan byggebranchen skal formå at uddanne nok kloge hoveder til at udføre de mange beregninger, der ligger til grund for at sikre det mest bæredygtige byggeri.
Adspurgt om de største udfordringer ved de nye klimakrav åbnede Christian Kofod bæredygtighedschef hos materialeproducenten ROCKWOOL Nordics emnet:
- Det, jeg er rigtig bekymret for, er, om vi har folk nok og kompetencer nok til dette. Kan vi skaffe nok kloge hoveder til at hjælpe os med klimaberegningerne? Vi skal arbejde smartere og mere digitalt, for vi kan ikke finde alle de medarbejdere, vi har brug for.
De unge bliver de ældres læremestre – men først skal de selv uddannes
Han blev bakket op af Poul-Erik Olsen, bæredygtighedschef hos entreprenørvirksomheden CG Jensen:
- I mange andre fag, så har vi nogle ældre, der kan lære de unge, hvordan de skal gøre tingene. Her vil det i højere grad skulle være de unge, der kommer med viden og lærdom til branchen. Det kræver, at fx ingeniøruddannelserne i højere grad end nu sætter bæredygtighed og LCA-beregninger på skemaet, udtalte han.
Også Magnus Smith, bæredygtighedsingeniør hos arkitekt- og ingeniørvirksomheden SWECO, som ifølge hans meddeltagere var panelets repræsentant for den unge generation i byggebranchen, erklærede sig enig i, at der bestemt ville komme til at mangle eksperter på tværs af hele værdikæden, men så dog mere fortrøstningsfuldt på fremtiden:
- Vi ser heldigvis også en ung generation, der kommer ind og stiller krav til deres arbejdsplads om at arbejde med bæredygtighed, så selv om vi har nogle store og komplekse udfordringer, så tror jeg, at dette arbejdsudbud stille og roligt vil blive bygget op.
Samarbejde i sandkassen
Generelt mente panelet ikke, at det bliver et stort problem at overholde klimakravene på 12 kg CO2e pr. m2 for nybyggerier over 1.000 m2. Tværtimod blev det fremført, at perioden med de første krav frem til 2025 kan betragtes som en læringsperiode:
- Vi skal huske, at 12 ikke er målet i forhold til at lave en bæredygtig omstilling af byggebranchen. Kravet er blevet indført som en ”sandkasse”, hvor vi kan begynde at arbejde med metoden, udtalte Magnus Smith.
Et tættere samarbejde og deling af viden og læring, positiv som negativ, på tværs af værdikæden, blev gentagne gange fremhævet af panelet.
- Vi kommer til at lære sammen, og vi må ikke være bange for at stille spørgsmål og starte på det her, udtalte Christian Kofod, og Poul-Erik Olsen understregede også vigtigheden af samarbejde på tværs:
- Vi har en anden bundlinje end den økonomiske, nemlig en fælles CO2-bundlinje, og af hensyn til den skal vi lære at arbejde meget tættere sammen helt fra bygherre, producent og rådgiver med en mere åben og direkte dialog.
Specifikke data eliminerer en unødvendig buffer
Det, der i denne første fase kan vise sig udfordrende er at få de præcise data i form af produktspecifikke EPDer, der skal ligge til grund for LCA-beregningerne allerede i starten af specifikationsprocessen.
- Problemet bliver, at når vi skal lave en totalentreprise og aflevere et projekt til en bygherre, hvor vi lover at holde et niveau, så kan vi blive nødt til at lægge en buffer ind, afhængig af, hvad der kommer på ekstra i byggeperioden, forklarede Poul-Erik Olsen og fortsatte senere:
- Lidt i forlængelse af, at vi er i sandkassen, så har man lavet disse generiske data for at have en database at hente fra, men det giver bare ikke nogen god situation, når vi tager nogle data, der måske er forkerte, og lægger til grund for vores LCA-beregning.
Sidst i paneldebatten fik de cirka 300 deltagere på den anden side af skærmen mulighed for at stille spørgsmål. Webinaret kan findes i sin fulde længde på her.
